A London Met Student

Så er der gået 2 uger siden sidste indlæg, og der er sket en masse!

Jeg er flyttet ind på mit værelse og har nu boet her i halvanden uge. Jeg føler mig meget hjemme her, og de andre piger, som jeg deler lejligheden med, er SÅ søde. De er dog ikke så ofte hjemme, så jeg har tit stedet for mig selv. Her ses mit værelse, pejsen på mit værelse, vin og mad i køkkenet og min nabo: Arsenal fodboldklub, Emirates Stadium.

IMG_3899

Semestret på mit universitet, London Metropolitan, starter først d. 28. september, så jeg har ikke været til undervisning endnu. Jeg er dog blevet indskrevet, har fået mit studiekort og er derfor blevet en rigtig “London Met”, som de studerende her kaldes. Jeg er endda også blevet meldt ind i det fitness center, der er tilknyttet uni, men jeg har dog ikke været der endnu 😉

På billederne her ses sætningen, der står i biblioteket (dér har jeg været): “Proud to be a London Met”, mit studie- og fitnesskort og så en brochure omkring velkomstprogrammet for nye studerende og et flot guldarmbånd, som alle nye skal rende rundt med i 2 uger, for at komme ind til diverse “Freshers parties”. Til dem, der ikke ved det, så er en fresher en førsteårsstuderende på uni. Da alle os internationale studerende også er nye på stedet, er vi inviteret med til alle disse events også – der er forskellige arrangementer hver dag og hver aften i 2 uger. Se lige min begejstring for det armbånd 🙂 Uhh guldarmbånd med glimmer!

IMG_3898

I denne uge har der, udover freshers events, været introduktion for alle internationale studerende. Vi afsluttede ugen med en guided London-tur til bl.a. London Eye, Albert Memorial, Tower Bridge og Big Ben med solnedgangen i baggrunden.

IMG_3900

De dage, hvor der ikke har været arrangementer med uni, har jeg gået rundt i London for at lære byen bedre at kende. Jeg har gået meget i centrum (ca. 25 km blev det til den ene dag), men har også forsøgt at lære mit eget nærområde bedre at kende. Der er en masse hyggelige parker, markeder, butikker og cafeer heromkring. I går, lørdag, var jeg med to danske piger og to tyske fyre på min første guidede gåtur. Temaet var “Jack the Ripper”, den berømte og berygtede massemorder, som hærgede det fattige Whitechapel-distrikt (øst-London) i 1888. Vi mødtes kl 20 og gik rundt til de steder, hvor Jack the Rippers kvindelige ofre, var fundet. Den to-timer lange gåtur foregik primært i små, skumle gyder og guiden var super god til at fortælle på en medrivende måde ved hvert stop. Der er stadigvæk uenighed om, hvem Jack the Ripper egentlig var…

IMG_3904

A Londoner in the making

Så er jeg i London og har været her i 4 dage.

Lad os starte med det tilbagevendende omdrejningspunkt: hvor skal jeg bo?! Der gik under 12 timer, fra vi ankom til London, til jeg var blevet tilbudt et værelse! Efter 24 timer havde jeg faktisk 2 værelser at vælge mellem, og så blev værelsesjagten indstillet. Jeg sagde ja til det andet værelse, vi så, og hvis alt går efter planen, overtager jeg værelset i morgen, mandag d. 14. september – altså 5 dage efter jeg ankom til London. Det var ligeså nemt som håbet! Værelset ligger 5 minutters gang fra mit universitet, og er i en ældre lejlighed, som jeg skal dele med tre andre piger. Vi har hver sit værelse men deler et stort badeværelse og et mindre køkken. Jeg glæder mig til at lære pigerne bedre at kende, men de virker super søde.

Da weekenden var afsat til at finde et værelse, havde vi intet planlagt, og nåede derfor at få en surprise kæresteweekend i London, inden manden tog hjem. Vi tilbagte weekenden med at gå London tynd, og det var en god måde at lære byen bedre at kende på og en god måde at sige på gensyn til hinanden.

IMG_3608

I dag, søndag, har jeg tilbragt alene – min første dag i London på egen hånd. Jeg brugte det meste af formiddagen på Camden Market, som er en spøjs samling af kiksede t-shirts med diverse print, goth smykker, håndmalede billeder, street food og souvenirs. Absolut et sted, hvor man sagtens kunne få tiden til at gå. I aften skal jeg mødes jeg med 2 af mine nye flatmates: Aimee og Frankie, som begge er fra England. Vi mødes selvfølgelig på en pub til en øl, så efter det regner jeg med, at jeg lige kan føle mig et skridt tættere på at være en rigtig Londoner 🙂

Mange hilsner fra “The Dane”